Projektmord - Elsebeth Egholm

Han kunne godt have ligget der, siger Elsebeth Egholm og sparker i det grove ral på stranden.

Hun sparker ikke hårdt, pirker bare lidt, antyder.

Det er endda også svært at høre, hvad hun siger. Blæsten her langs Gjerrild Strand nord for Grenaa gør al samtale til stumper og gætterier og hindrer opklaring.

Men det gør ingenting. Om nogen er hun mester i at holde forløsningen hen, den ranke krimiforfatter Elsebeth Egholm, 50 år.

Hun har skrevet historierne bag TV2-serien "Den som dræber" med i snit halvanden million seere søndag efter søndag.

Og på tirsdag, 7. april, udgiver hun sin 10. roman, "Tre hundes nat". Som sikkert bliver en succes ligesom de andre, seks af dem med journalisten Dicte Svendsen.

Det er nu ikke Dicte, men hendes søn, Peter, der bor herude på kanten af Djursland i et hjem, der ligner det gule hus lidt længere inde af Gjerrild Strand, end hvor hun lige nu står med snørestøvlerne og peger der, hvor strandvaskeren lå den nytårsdag, Peter gik tur med hunden og fandt ham.

Ramses.

En mand fra den fortid, Peter er ved at arbejde sig væk fra efter sine år i fængsel. Han har lejet huset helt herude ved klinten for at få ro til at skabe et nyt liv, men det våde lig hiver ham helt ind i den gamle verden igen.

Kan han modstå?

- Det er vanskeligt for Peter. Han bliver låst fast af omverdenen i en rolle, han gerne vil ud af, forklarer Elsebeth Egholm, da frakken er lagt og frokostplatten bestilt på Gjerrild Kro, som ligger i læ i svinget midt i landsbyen.

- Og det er det, jeg vil. Jeg vil opponere mod, at vi fastholder hinanden. Hvorfor skal vi dog det? Hvorfor skal vi altid gøre det samme alle sammen? Hvorfor vil vi ikke acceptere, at nogle vil gøre noget på en anden måde? Foretage et skift?

Mord som motor

Frokosten er end ikke ankommet, før hun er inde ved kernen af, hvorfor hun skriver og derfor selv måtte foretage et af sit livs mange store skift, da hun i 1992 gik fra fast arbejde som journalist ved Berlingske Tidende til at skrive romaner.

Kriminalromaner.

- Mord sætter alt på spidsen, trækker følelser frem, det er den perfekte motor, og krimier læses af mange, indleder Elsebeth Egholm og fortsætter:

- Jeg er ikke ude i det store politiske projekt, men jeg har aldrig brudt mig om selvfølgeligheder. Jeg kan blive helt modsat over alle mulige ting, så snart den der underforståede konsensustænkning går i gang. Den dominerer herhjemme i sådan en grad, at jeg synes, vi ind i mellem nærmer os et Pol-Pot-regime, hvor vi ender med at blive skudt, fordi vi er anderledes, siger hun og stikker gaflen i endnu et stykke smørstegt rødspættefilet.

Elsebeth Egholm skriver om mord, men virker ellers fredelig og velvilligt indstillet overfor menneskeheden, som hun sidder her og roser både sild og laks og filet, "jeg elsker fisk", efter at have komplimenteret servitricen, "det ser vel nok dejligt ud", og flere gange på vejen ind fra stranden har fortalt, hvor flot der er herude, og hvordan hun "faktisk godt kunne tænke sig at bo her".

Men der er noget, der nager.

Og det skal skrives ud.

- I dag overskrider vi nogle gange hinandens grænser i den gode sags tjeneste.

Hun giver et eksempel fra landsbyen, Kasted nord for Århus, hvor hun har haft hus siden 1995. Hun har i mange år boet der delvist og ja, det er også her, Dicte bor, men det er Elsebeth eksemplet handler om.

- Nogle har fået den idé at landsbyen skal være Co2 neutral. Det er i princippet udmærket, Men hvad indebærer det? Skal vi stå til regnskab overfor hinanden? Kontrollere hinandens elforbrug, køleskabe, indkøb, bilkørsel? Det kommer ingen ved, hvornår jeg slukker og tænder mit lys. Heller ikke selv om hensigten så er god.

- Det er bare et eksempel på noget, der har sneget sig ind. Så må man ikke være for tyk for at kunne få kunstig befrugtning; så må man ikke ryge, fordi det koster for mange penge på hospitalerne. Alt sammen lyder det fornuftigt, og i fremtiden bliver der nok mere og mere af den slags, fordi der er god samfundsøkonomi i det. Men det har altså også en bagside, at man overskrider private grænser på fællesskabets vegne. Det tænder en rød lampe hos mig.

Egne veje

Hun er "ikke polemiker", fastholder Elsebeth Egholm, og "ved ikke altid, hvor det kommer fra", men "hele mit liv har jeg haft det dårligt med, at alle skulle være ens."

- Jeg stod der i skolegården i Lisbjerg og så de andre piger, der alle sammen ville være sekretærer og blev det og fik deres mand og to børn og pæne hus, og nu læser de mine bøger og er så søde og kommer hen og snakker, og jeg holder da af dem og synes, det er dejligt, de har deres gode liv.

- Jeg kan bare ikke forstå attraktionen. Har aldrig kunnet forstå, at det var det, livet skulle gå ud på.

- Jeg mener, jeg er jo vokset op i et godt, trygt hjem, og det mener jeg virkelig, men så har jeg jo prøvet det. Skulle jeg så ikke bruge mit liv på også at prøve noget andet?

Så det har hun gjort.

Lige fra hun var barn.

Hvor hun nok var den pæne pige i Aarhus-forstaden Lisbjerg, der elskede at gå i skole, og altid klarede sig godt.

- Uha, ja, jeg var både flittig og dygtig - på nær i matematik og den slags.

Men hun holdt sig også anderledes end de jævnaldrende.

- Jeg har altid vidst, at jeg skulle have et anderledes liv, fordi jeg fra helt lille af vidste, at jeg ville være forfatter. Så jeg har researchet på livet hele livet til mine historier. Helt banalt. Det er faktisk et langt, sejt træk, der har ført mig hertil.

Elsebeth Egholm er lillesøster til Bent og Lars, datter af Erstad og Grethe, der drev et havecenter i Lisbjerg. En familie af selvstændige, arbejdsomme, der som hende "kæmper deres egen kampe" og lige som hende "også altid har villet have det sådan, at ens liv er afhængig af det, man selv skaber."

Der er ingen forfattere i familien, men en læser.

- Min mormor, siger hun.

- Hun satte mig i gang. Hun lå og læste til langt ud på natten. Hun var en god læser. Virkelig god. Skelnede ikke mellem fint og mindre fint. Var historien god, så holdt den, og jeg tænkte, at det skønneste i verden måtte være at skrive, så mennesker som min mormor kunne få gode timer. Jeg ville give dem oplevelser, tage dem med ud at rejse, lade dem føle og tænke nyt. At komme ud til mange som hende er det, der giver mig et kick. Jeg skal ikke skrive smal litteratur til de få.

Elsebeth Egholm ville skrive, så hendes mormor Inga Jensen, havde noget at læse.

Og det gjorde hun.

Musikken vandt 1. omgang

Som teenager hang hun derfor ikke i ungdomsklubben eller ønskede sig en Puch Maxi, men skrev og skrev til skuffen. Som 13-årig også om kærlighed, "alle skrev vel den slags digte", men som oftest var det fortællinger, og "der var altid lige et mord med".

- Et lig fundet i en skov eller sådan noget. Ellers blev det for kedeligt. Det var gåden i det, der tiltrak mig. Hemmeligheden. I en god historie skal der være nogen, der dør. Også i kærlighedshistorierne. Der dør faktisk en hel del i Romeo og Julie ?

Den pæne pige gjorde ellers på mange måder, som det hørte sig til, når ikke hun sad og digtede drabeligheder oppe på værelset.

Alle damer i hendes familie spiller klaver, så datteren kom også af sted til spil. Og gjorde det så godt, at hun efter studentereksamen kom på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus.

Musikken vandt i første omgang, men som 24-årig skiftede Elsebeth Egholm sine klaverstudier ud med journalisthøjskolen.

- Musikken var blevet for snæver for mig. Skulle man være god, ville der ikke være plads til andet, og jeg er for nysgerrig. Jeg kunne ikke se mig selv som klaverlærer resten af livet, og jeg tænkte, journalistik var det nærmeste, jeg kunne komme på at stå i lære som forfatter.

Journalisten blev fri

Uddannelsen som journalist lærte hende givet et og andet om sprog og det håndværk, hun bedriver, hun er "ikke kunstner, slet ikke", men de fire år gjorde hende også fri.

- Jeg fik rystet den dogmatik af mig, som vi, der var teenagere i 1970erne, havde med os. Det var en tid med meget faste meninger. Man læste Sven Wernström og var enig. Enten var man marxist, eller også var man udenfor. Det lå som den der selvfølge under det hele.

Undervejs i uddannelsen fandt Elsebeth Egholm ud af, at det "nu ikke længere var forbudt at tænke selv", og hun fandt frem til også udadtil at turde være den, hun hele tiden havde været.

Hun trivedes med at være journalist, men underneden lå den anden drift. At skrive sit eget. Så efter tre år med fast job på Berlingske Tidende kom endnu et skift.

Velgørende ro

Hun flyttede i 1992 til den lille bitte forblæste ø, Gozo, ved Malta for at leve sammen med sin kæreste gennem to år, den 20 år ældre engelske forfatter, Philip Nicholson. De fik 15 år sammen.

Efter hans død tog hun hjem til Danmark og "sad stille et helt år".

- Jeg tror, ro er nyttigt, siger hun om de måneder hen over vinteren 2005-2006, da hun sad alene og skrev "Nærmeste pårørende".

Lige som de andre bøger havde Elsebeth Egholm talt meget med Philip om den. Nu var han der ikke, men hun fortsatte arbejdet.

- Det er jo det, jeg gør. Jeg gik ikke i stykker, om man kan sige det sådan. Jeg er god til at vide, hvad jeg kan og ikke kan, hvad der er muligt for mig, og hvad jeg har brug for.

At hun har et særligt mod, siden hun har taget så store spring i sit liv, mener hun ikke. Slet ikke.

- Nej, jeg springer ikke ud i noget, siger hun forbløffet.

- Jeg er ikke modig. Sådan er jeg slet ikke, jeg er meget velovervejet, jeg ser det ikke som mod.

Det ligner det ellers udefra?

- Jo, måske, men for mig har de store beslutninger føltes naturlige. De er kommet stille og roligt. Det er ikke sådan, at jeg går og snakker med nogen om det. Jeg er ikke den, der søger råd. Jeg går med det selv, men så en dag, så er beslutningen truffet.

- Jeg elsker jo at være alene, understreger Elsebeth Egholm og angiver det faktum som en af de primære årsager til, at hun endte med at blive forfatter.

- Selve den måde at leve på har altid stået for mig som perfekt: Mange lange dage alene og så sammen med andre ind i mellem. Jeg elsker også selskab, jo, jo, men at være alene et par uge nede på Gozo ? Det er herligt, siger hun og behøver ikke engang at smile, glæden ligger i tonen.

Hun føler sig "meget hjemme" på Gozo, som hun har fået gjort til sin ø, selvom der er steder, hun helst ikke tager hen, fordi de er deres.

Hun har skrevet meget dernede, også derfra. "Scirocco" fra 2000 er en hed kærlighedsroman sat i spil af ørkenvinden - og et par mord, selvfølgelig.

Men hun er ikke afhængig af steder, kan skrive "hvor som helst", har sig selv med alle vegne.

Men at være alene er nødvendigt for at skrive, det er i aleneheden, at "ideerne kommer drønende", det gælder om at fjerne distraktionerne.

- Jeg tror, jeg har lært mig selv det. Måske har man det også i sig. Jeg har også kun meget sjældent følt mig ensom, siger Elsebeth Egholm, ser op og ser åben ud.

- Jeg har aldrig mødt modgang, siger hun så.

Livsmønster

- Alting er jo lykkedes for mig. Philips død var skæbnen. En del af livet. Så blev det sådan, siger hun og ser lys ud.

Hun er nu ved at være der, hvor hun kan se, at "der er et mønster i mit liv". Hun kalder det "fascinerende".

- Jeg har accepteret, at jeg er anderledes. Og at det har sin pris. Jeg ville da gerne have siddet her og haft voksne børn. Selvfølgelig har jeg da tænkt på det. Men det blev ikke sådan. Jeg tror egentlig aldrig, jeg er blevet moden nok til at få børn, ler Elsebeth Egholm, som hun gør tit, som en understregning af sin vilje til at finde glæden i de valg, hun har truffet.

Og nu er hun "så heldig", at hendes kæreste, økonom Jürgen Klahn, har tre sønner på 13, 17 og 19 år, der bor hos dem hver anden weekend i huset i Kasted på madrasser på gulvet og bare er.

De to har været sammen siden 2006, - hvordan og hvorfor er privat, hendes øjne snævrer og siger nej, men snart er flere skift på vej.

De vil gerne flytte, til Aarhus Nord et sted, hendes mor bor i Åbyhøj, hans børn i Risskov, hun vil gerne tættere på en by.

Men også med bøgerne står hun i forandring, hun selv har sat i gang.

- Jeg er blevet mere nysgerrig på personerne. Det har været anderledes for mig med "Tre hundes nat" end med de andre bøger. Det er mennesket Peter, jeg går efter. Han er stærk og sammensat. Dicte ville ikke kendes ved ham, bortadopterede ham, han har overlevet på en rå måde, men har så meget i behold.

Dicte skulle ikke være med denne gang, besluttede Elsebeth Egholm. De var sammen i "Vold og magt", men han ville opføre sig anderledes, hvis hans mor er omkring ham. - Så vil det forhold trække fokus, mener hun.

- Jeg har jo aldrig selv haft børn, men jeg opfanger så meget omkring mig, er lidt "på" hele tiden, det er jeg nok ? Men jeg skriver ikke på personer, jeg kender. Heller ikke mig selv, indskyder hun.

- Det har jeg ikke behov for, og er nok for genert til. Jeg researcher almenmenneskeligt, kan man kalde det.

Hun lever af at skrive om mennesker, men hvor det før var handlingen, der trak, rykker hun nu længere indad. Ind til hvorfor og hvad, der afgør livets gang.

- Jeg vil gerne ind til Peters kamp for at gøre det rigtige. Komme i nærheden af hans drøm om et godt liv. Hvordan skulle det kunne lykkes for ham?

Peter er en "overlever", som han kalder sig i romanen. Og hans skaber mente, han skulle have en anden overlever at komme videre sammen med. Så derfor bor Felicia, kaldet Felix, i huset ved siden af. Hun er enke, har mistet sin mand og eneste datter i det mystiske helikopterstyrt, som hun overlevede.

- Og at finde et lig sammen kan jo føre til så meget, som Elsebeth Egholm siger, og så skrev hun historien om den grådige alliance mellem narkohandlere og forretningsfolk som motor for den lange række af dilemmaer, Peter skal vælge ret i for at kunne stå ved sig selv.

Det unikke menneske

Selv har forfatteren et stabilt indre kompas, som hun stoler på. Det er ikke "bundet op på en bibel i lommen", for "religion er et springbræt til konflikter".

- For mig at se er det simpelt: Det enkelte menneske har værdi i sig selv, som sig selv, siger hun, der bygger hele sit liv, gøremål og indtjening op på at stole på sig selv og sin intuition.

Helt ned i detaljen.

Til de ord, hun skriver.

Handlingen.

Stederne.

Som da Elsebeth Egholm med det samme vidste, at Gjerrild Strand var det rette sted. Hun fandt frem til den forblæste klint, fordi hun til en veninde havde fablet om at finde et sted, hvor Peter ville trives.

Det lyder som noget for dig også?

- Jamen, det er det også, siger hun og snakker videre om den kommende bog, er allerede i gang med tankerne, for oppe i svinget ligger Sostrup Slot og lige ved siden af Maria Hjerte Abbedi, og her skete ifølge tidligere nonne Helene Hägglund, der boede her 1988-2000 og skrev en bog om opholdet, mangt og meget, der ikke tålte dagens lys. En ældre, dement nonne døde angiveligt, efter at abbedisse Theresa Brenninkmeijer havde låst hende ude. Politiet frafaldt sigtelsen. Vatikanets rapport er stadig hemmeligholdt.

- Peter kunne snildt få noget tømrerarbejde deroppe, tænkte jeg. Og så ?

Mere siger hun ikke, Elsebeth Egholm smiler bare, holder spændingen, tager sin lille Skoda og kører. Hjem til Kasted. Til skrivebordet, hvor hun har en aftale med Peter. Og læserne.