Stillekoncert - Kandis

Havet ligger på den ene side og fjorden på den anden. Vi er i Thy - landet, hvor det vrimler med vilde fugle, vindmøller og vejrbidte nordvestjyder. De påstår selv, at de bor lige dér, hvor regnbuen ender, men krukkerne med guld er nu ikke så nemme at få øje på for den utrænede gæst. Man har gemt dem bag slidte kasketter, beskedne huse og krumbøjede træer.

I Hurup bor der dog en mand, som godt ku' se ud til at have fundet én. Han hedder Johnny Hansen og er forsanger i bandet Kandis, og han har bygget sig et fedt hus i byens yderste række med lædermøbler og hjemmebar. Nogle gange går folk markvandring forbi hans stuevinduer om aftenen. De skal lige se. Så vinker han til dem, for han er en venlig mand. Og glad. Han har heller ikke grund til andet, for ham og gutterne har solgt over en million cd'er, og så er det jo svært at være negativ. De spiller altid for udsolgte huse, deres fans dyrker dem som guder, og sukkerklumperne nyder det, hver gang de skal på scenen. Der er jubel, når de synger deres første rigtige hit: "En lille ring af guld".

- Det er fedt at gøre nogle folk glade, siger Johnny Hansen fra Kandis.

Selvfølgelig kommer vi

Han er lidt hæs, ham der ellers har en stemme som smør. De seneste par uger har stået på influenza hos stort set hele gruppen, så der har kun lige været kræfter til at kæmpe sig på scenen. Resten af turen blev tilbragt under hoteldyner med masser af te med honning.

- Når man har 40 i feber, så bruger man hele dagen på at blive klar. Man kan godt lige stramme sig op til at gå ind og lave sit show og være smilende. Men når man er færdig, falder korthuset sammen.

Aflyse - det gør man ikke. Det er kun sket to gange på 17 år. For en tre-fire år siden kørte bandet i grøften på vej hjem fra et job på Sjælland. Bilen blev smadret, og Johnny Hansen, Kandis fik en flænge over øjet, fordi bassisten faldt ned over ham.

- Det var nede i Nr. Snede, så vi gik ind til Falck-stationen, hvor vi ventede lidt. Da vi kom tilbage til bilen, var der nogen, der havde været inde og stjæle vores spilletøj og tasker. Næste dag havde vi et job igen, og så stod vi der som en flok gamle krigskammerater, gule og blå i hovedet og improviserede med lidt forskellige instrumenter. Men vi gennemførte jobbet.

Alle fortjener et knus

Man kan ikke bare sende nogen andre, når folk har købt billetter til Kandis. Sådan er det. Man brænder ikke folk af på den måde, uanset hvem de er. Der er for eksempel mange udviklingshæmmede, som er helt vilde med den musik, der kommer fra folk som Kim Larsen, Lars Lilholt, Bamses Venner - og Kandis. Det er noget, de kan forstå og synge med på.

- De kan sgu' teksten udenad alle sammen, siger Johnny Hansen, Kandis.

- Nogle er berøringsangste og holder dem lidt fra livet, men det gør jeg ikke. Jeg er ligeglad. Jeg går ned og ta'r om dem og giver dem et knus, også selv om der sidder kartoffelsalat i mundvigene. De skal behandles lige så godt som alle andre. De har også behov for at udtrykke deres glæde.

Kandis er fast indslag på Sølund-festivalen, hvor udviklingshæmmede samles hvert år.

- Der er 10.000, og de går fuldstændig amok, altså. Vi slog rekord sidste år med at skrive autografer i HALVANDEN time. Nogle skriver måske i et kvarter, så rejser de sig og klapper lugen i, og så står der stadigvæk en masse. Vi bliver gerne til den bitre ende.

Far viste vejen

Johnny Hansen, Kandis synes ikke, man skal skuffe folk. Heller ikke, når man har stjernestatus.

- Jeg snakker med alle folk. Jeg er kommet helt nedefra, og det, føler jeg, er vigtigt ikke at glemme.

Han er såmænd vokset op i Hurup. Farmand er Bjørn Hansen fra Bjørn & Okay.

- Jeg så meget op til min far og hans band, da jeg var lille. Jeg var kun fire, da jeg begyndte at synge hans sange, og jeg startede med guitar på musikskolen som 10-årig og spillede dansktophits og gik vældigt op i det. Så kom der en periode, hvor det var sjovere med piger og knallerter. Vi havde en klub, der hed West Hawks, hvor vi havde skuldermærker og var vældig hårde, syntes vi selv.

Da han greb et instrument igen, var det ikke fars stil, han samlede op, men tidens moderne rytmer med weekend-bandet Airport. Imens blev han elektriker, men han nåede kun at arbejde med strøm i et halvt år. Selv om han godt nok senere tog videreuddannelsen til el-installatør - bare for at have noget at falde tilbage på - blev det aldrig nødvendigt på grund af Kandis, der strøg af sted fra dag ét som bandet for det modne publikum. Johnnys forældres generation. Derfor lyder musikken stort set, som den altid har gjort.

- Der må ikke ske for meget fornyelse. Det skal være samme musik, samme mad, samme dag, samme klokkeslet. Derfor har vi nok haft lidt svært ved at udvikle vores plader. Det er ikke blevet tilladt.

For sødt til storbyen

Da Johnny Hansen var med i grandprixet første gang selv, udgav han en popplade.

- Du ved - sådan lavet meget i computer og med et par heftige guitarspader på. Jeg var i lyserød skjorte. Alle vores ældre fans sagde: "Johnny Hansen laver en lyd som en raket, der falder til jorden". Men radioen var helt vildt glad for den. Jeg tror aldrig, jeg har fået så meget airplay.

På det tidspunkt kunne Johnny Hansen høres helt i Kongens København, men ellers når Kandis sjældent ind forbi voldene. Det nærmeste, de kommer, er forstadskommuner som Rødovre og Hvidovre og så det mere folkelige Amager, hvor de godt må spille op til bal. Publikummet hører til middelklassen, og den skal ha' det godt, synes han.

- Vores opgave er jo lissom at få folk til at glemme hverdagen og ha' en god og glad aften. Så man glemmer, man skændtes med konen, inden man tog hjemmefra. Det er egentlig vores opgave.

Meninger og holdninger om samfundet, verden og krigen i Irak, dem holder Kandis og Johnnny Hansen for sig selv.

- Jeg tror, jeg kommer længst ved at holde kæft og synge.

Den tavse muld

I Thy er det generelt en god idé at tænke sig rigtigt godt og længe om, før man bralrer op. Det er Janteloven, og den er irriterende. Man kan ikke fortælle ting, man har lyst til - for eksempel at det er gået godt. Det brænder man inde med.

- Det er derfor, vi kører den her lidt stille forretning uden de store vilde armsving. Den, der lever skjult, lever godt. Man kan godt være lidt aktuel en gang imellem. Men ikke for meget.

Han tænker nu ikke så meget over det, som han gjorde engang. Han har lært at være ligeglad og trække på skuldrene. Hvis folk er misundelige, må de selv om det.

Men økonomi, det tales der altså ikke om.

- Det gør man bare ikke. Herovre på Vestkysten snakker man ikke til den, det drejer sig om, men mere "omkring": "Nårrh, det må da gå fint, fordi nu har han da fået ny bil ... og de bygger til huset også ... oven i hinanden ... nå, nå."

- Så kommer man til København, hvor jo mere du siger, jo bedre er det. Jeg har været til fest derovre nogle gange og mødt kolleger, og det har været sjovt. Især når man kender deres økonomiske forhold og så sine egne og ser, hvordan DE fører sig frem. Så går jeg og hygger mig lidt ...

Musik er mit liv

Guldet ligger ikke og glimter på landevejene, og det har det aldrig gjort i Thy. Men man skal ikke lade sig narre af det ydmyge udseende. Guldet er der, og der blir' passet godt på det. Man ved jo aldrig, hvad der sker.

Johnny Hansen fra Kandis vil for eksempel gerne spille længe endnu, men det er opslidende at tage så meget rundt. Det blir til godt 180 dage om året, og nogle af dem er 20 timer lange og hovedsageligt tilbragt på dødssyge hotelværelser, når de fire kandisser altså ikke rasler rundt i bandets store Mercedes med flysæder og DVD-skærm.

- Musik er mit liv, og jeg elsker det. Men jeg kan også godt mærke, at det tager længere og længere tid at lade batteriet op igen. Jeg håber da, vi kan køre en 10 år mere. Men så er det nok det.

Den dag, de ikke gider eller kan længere, regner de med et job i musikbranchen.

- Det er derfor, vi har købt et bookingfirma i Thisted, hvor vi har folk ansat. Rigtige jyder tænker jo fremad, ikke? Sådan er vi bare her i Jylland. Der er ikke noget at gøre ved det, griner han.